Kursus med Manolo Mendes

Kursus med Manolo Mendez på Blue Berry Hill maj 2014

Det var rart at være på Blue Berry Hill igen og mærke den gode, rolige og positive stemning.

Vi stod forventningsfulde og nød solen, da Manolo og Kate (Manolo’s kone) inden kursusstart kom og hilste.

Manolo udstråler ro, ærlighed og nærvær.

Det første Manolo gør, når han mødte en ekvipage, er at tage indputs fra ekvipagens samarbejde og udfordringer, hestens bygning og dens bevægemønster. Ud fra dette fik rytteren undervisning til at hjælpe sin og hest til at opnå forbedret kropsholdning med flot overlinje, mulen altid foran lod og mere samlede og taktfaste bevægelser. Det som var meget givende for mange ryttere var Manolo’s hjælp til præcis og fin tøjlekontakt, bøjning og ligeudretning og samlende øvelser.

Manolo forklarede omhyggeligt og præcist omkring øvelser, balance, ligeudretning, hestens krop og dens velbefindende. Træningen skal være afvekslende og stimulerende for hesten og kun 3 gentagelser. Manolo gav os fantastiske værktøjer til at træne hen imod det, som gør en hest smuk at betragte og vidunderlig at ride.

Det var med stor forundring og glæde, at oplevede Manolo give flydende, bløde og præcise signaler med sit kropssprog og en ca 2.5 m lang bambuspind. Selv helt unge hest forstod signalerne, og meget hurtigt gik de let samlet og let bøjet i versade og traversade fra jorden. Imponerende at hestene forstod så godt, og aldrig viste frustration, med deres kropssprog.

Kurset gav os mulighed for at se Manolo træne mange forskellige ryttere og hestetyper med stor aldersspredning, uddannelsesniveau og udfordringer.

Hvis Manolo kunne se eller føle noget, som blokerede for hestens bevægelse fx i halsen, skulderen, brystet eller hele rygsøjlen, masserede og stimulerede han hestens krop. Efter Manolos massage blev hesten blød og endnu mere positivt stemt overfor hans fantastisk dejlige træningsmetoder.

Når Manolo red en hest, var det en kæmpe oplevelse, at se hans stabile og følsomme kontakt til hestens mund, hvor let han sad på hesten, hvor flot han hele tiden var i balance med hesten og hvor godt hesten responderede på ridningen.

Kurset har givet mig helt nye træningsværktøjer og inspireret mig til at lære min 5 årige hest at samle sig, gå lige under tyngdepunktet og træne versader. Øvelser som er målrettet til at lære hesten at bære mere vægt med bagparten.

Artiklen er skrevet af Solvej Poulsen