Stress er usundt

For at forebygge at hesten bliver stresset, skal den have sine naturlige behov dækket med god træning, passende motion, masser af foldtid på stor fold sammen med andre heste og slowfood foder. Jeg ser efter helt bestemte ting, som viser mig, at min hest trives og har det godt. Har min hest det godt, er den rolig, afslappet, ørerne er fremme, hovedet holdes ikke højt, mulen er afspændt og øjnene er bløde at se på.

Er der noget som ikke fungerer godt, laver jeg om og prøve nye løsninger Hvis en hest er spændt og urolig, kan den have smerter, den kan være bekymret eller den kan være stresset. Jeg har oplevet at min søde og kælne hest skifte til at være afvisende og lægge ørerne tilbage – smerter var årsagen. Under sygdomsforløbet blev min hest i en periode smertedækket, og da blev den rolig og positiv igen.

Stress er meget ubehageligt og usundt for hesten, fordi det bl.a. kan lave rod i produktionen af signal stoffet dopamin. Er dopamin produktionen ude af balance, kan det føre til varige skader i nogle hestes hjerner, således at nogle heste udvikler stereotypier. Stereotypier er fx at hesten sluger luft, krybbebider, vandrer i boksen eller væver.

Artiklen er skrevet af Solvej Poulsen