Turridning

Lær at ride ud på tur alene.

Når din hest er vant til at være på tur med andre heste, er det en måde den er blevet tryg ved tur på.

Du kan lære din hest, at det er ligeså godt og trygt at være på tur – bare den – med dig på ryggen.

Metoden du skal bruge er gradvis tilvænning. Det er vigtigt at tage små skridt og gentage hvert skridt mange gange. I starten små ture.

Du kan starte med at gå en lille tur med din hest i grime. Giv dig god tid til at lade hesten hygge sig, lad den gerne spise græs, lad den komme tæt på sten, postkasser, skraldespande – alle de ting i møder på jeres vej skal opleves/undersøges. Når din hest interesserer sig for fx skraldespanden giver du den en godbid.

Det som sker, når du lader din hest græsse og giver den godbidder på jeres ture, er at dens stressniveau sænkes og den føler ro og tryghed sammen med dig.

Når hesten for lov til at undersøge alt nyt og bliver belønnet for det, bliver den tryg, positiv og nysgerrig.

Næste trin er at du rider, mens en person hjælper dig fra jorden. I starten kan din hjælper gå forrest og gradvist går hjælperen ved siden af og derefter bagved jer.

At du har en person at tale med, gør dig tryg, er du tryg, mærker hesten det omgående og det smitter af på den. For at træningen bliver god, gå kun videre til næste trin, når du observerer, at din hest er tryg ved forrige øvelse. Gentag træningsturene, indtil din hjælper kan gå langt bagved dig.

Når du rider ud for første gang alene, har du allerede smugtrænet at ride alene og derfor er overgangen fra at have en hjælper til uden hjælper ganske lille for jer begge.

På tur er det en fantastisk hjælp at holde fokus på rolig vejrtrækning og kigge blødt ud foran hesten. Sidde afspændt og mærke sædeben i sadlen og fødderne i stigbøjlerne. Stopper hesten op, giver du den lidt tid og giver fremadsignal på en blød måde. Når hesten går frem følger din hånd dens bevægelse, sådan at du holder en ensartet, blød kontakt til dens mund. Med en blød tøjlekontakt, mærker du omgående hvis hesten vil skifte retning og du kan hurtigt rette den op og dermed sige, det er denne vej vi skal.

Et sidste lille fif er at synge en lille sang for din hest mens du rider. God fornøjelse med træningen.

Faser til tur alene:

1. Introduktion til at være alene. Hesten skal kunne bevare roen på lille tur med mennesket på jorden.

2. Tilegnelsesfasen. Lære at det er trygt at være alene på tur. Rytter rider hesten og en hjælper går med på ture.

3. Rodfæstningsfasen. Turene forlænges og hvis muligt varieres.

4. Anvendelse. Hesten rides alene på tur.